På nordsiden af Højbjergvej ligger der tre huse, nr. 155, 153 og 151. Her har der ligget huse siden 1. halvdel af 1800-tallet. Små huse var det, måske halvt så store som de er i dag. Sammen med fire gårde var de, det man kaldte Højbjerg By og sammen med et tilsvarende antal gårde og huse spredt rundt om ”byen”, udgjorde de et ejerlav, et lokalsamfund hvor man havde sit daglige liv.

*Højbjergvej 155 ca. 1940. Foto: Ubberud Lokalarkiv*

Højbjergvej 155 ca. 1940. Foto: Ubberud Lokalarkiv Matrikelkort Højbjerg By, Ubberud 1859-1901. Historiske kort på nettet. Geodatastyrelsen. — *Matrikelkort Højbjerg By, Ubberud 1859-1901. Historiske kort på nettet. Geodatastyrelsen.*

Kigger man i folketællingerne for samme periode, som familien Brandt boede på Højbjerglund på sydsiden af vejen, altså fra 1850 til 1920, kan man se hvem der har boet i husene. Deres erhverv var træskomand, tækkemand, tømmermand, murer, væver, kusk, fodermester, arbejdsmand, sy- og strikning, kransebinderske, aldersrentenyder, almissemedlem og ”på offentlig forsørgelse”. De var det, man på den tid kaldte husmænd. Nogle af dem var logerende.

De levede af deres håndværk og forefaldende arbejde på gårdene, specielt i høsten, stod deres daglige gøren stille imens. Om vinteren kunne daglejerarbejdet være tærskning af korn, træfældning, kørsel af brænde eller bearbejdning af hør. Ofte var der tale om bytteøkonomi dvs. de til gengæld fik korn, mel, gryn, mælk og transport.

Mens familien Brandt på modsatte side af vejen opkøbte jord og gårde, var der ikke megen fremgang på denne side af vejen, hvis det da ikke gik tilbage. Marken nord for de tre huse tilhørte oprindeligt det midterste hus, sammen med en smedje på sydsiden, der lå der hvor vejen i dag går ned til nr. 150. Men i 1880 blev marken overtaget af Højbjerglund.

Der blev født mere end 20 børn i de små huse, nogle af dem var uægte, som det hed dengang, når deres forældre var ikke gift. I perioden boede der mindst 18 familier her, dvs. at der i gennemsnit flyttede en familie hvert fjerde år. Én familie boede der dog i over 40 år, det var i nr. 155. Tække- og træskomanden Rasmus Christian Carlsen og Anne Dorthea Nielsdatter fik her fire sønner, hvoraf den ene skulle få en ganske usædvanlig livsbane.

Det er den tredje søn i rækken, Hans Peter født i 1855, som bor her hos forældrene, til han er mindst 15 år gammel. Om vinteren er han i skoven sammen med faderen og andre daglejere for at tjene til føden. De voksne drikker snaps for at holde varmen og måske er det her, han får smag for kaffepunch, kaffe med snaps.

Faderen har set hans talent for at tegne og sender ham i lære hos malermester Albrechtsen i Otterup, som mener, at hans evner rækker til mere. Efter læretiden opnår han et legat og kommer et år på teknisk skole i Odense, en periode hvor han dagligt går de 32 km frem og tilbage til Otterup. Herefter starter han i 1876 på Kunstakademiet i Charlottenborg på Kongens Nytorv i København, på en friplads for fattige talenter. Nogle af de samtidige elever er de senere så kendte guldaldermalere H. A. Brendekilde og L.A. Ring samt dyre- og landskabsmaleren Søren Lund.

Der cirkulerer en god historie om at Carlsen delte værelse med Ring og at de også delte bukser, fattige som de var, og at de derfor måtte gå ud hver for sig. Carlsen fandt dog vej til caféerne, men han kunne ikke styre bohemelivet og det endte med, at han efter fire år opgav studierne uden at tage afgangseksamen. Han var på dette tidspunkt uforbederlig alkoholiker og endte hurtigt på fattighuset. Hjemkommunen Korup-Ubberud måtte betale for at få ham hjem og indsatte ham i 1892 på fællesarbejdsanstalten i Odense.

Heldigvis for nutiden, og sikkert også for Carlsen, fik han lov til forsat at tegne. Han havde fire materialer til sin rådighed: indpakningspapir, lim, kridt og kul, og med disse få materialer producerede han tegninger i cellen, på en træplade han lagde hen over sin seng. Tegningerne blev solgt, og Carlsen blev udskrevet til selvstændig forsørgelse. Men når det blev vinter og pengene var sluppet op, måtte han tilbage på ”Tvangsen”, som anstalten på hjørnet af Klaregade og Filosofgangen blev kaldt.

Dette gentog sig indtil 1918, hvor kommunen sagde stop og hans ophold på arbejdsanstalten blev gjort permanent. Han blev kategoriseret som alkoholiker, omstrejfende og arbejdssky og var dermed ”velkvalificeret” til fattigforsørgelse, hvilket indebar at han kunne blive anbragt på arbejdsanstalten, også på ubestemt tid. Stemmeret, valgbarhed, retten til aldersrente fra 65 år og retten til at gifte sig uden myndighedernes samtykke blev ifølge loven dermed inddraget. Først i 1969 ophørte muligheden for at indespærre folk med socialloven i hånden.

Carlsen var på tvangsanstalten over en 57-årig periode, de første 25 år gik som fortalt med udskrivninger til selvforsørgelse og flere flugtforsøg. I 1936 forsøgte visesanger Saxtorp Mikkelsen at rejse penge, så kunstneren kunne komme ud i frihed, bl.a. ved at forære Kronprinseparret Frederik og Ingrid billeder til udsmykning af Gråsten slot, hvor de stadig hænger. Kronprinsen sendte et takkebrev til Carlsen, som han stolt opbevarede i en cigaræske.

Begivenheden gav omtale og kunstneren opnåede for en stund berømmelse i landets aviser. Der blev hurtigt solgt billeder for 3-4000 kr., men politimyndigheden i Odense mente, i samråd med kommunen, at Carlsen havde bedst af at være hvor han var. Kommunen satte sig på pengene, hvoraf en del blev hensat til begravelsesudgifter.

Under opholdet på tvangsanstalten fik de indsatte efterhånden fripas til at gå ud i byen lørdag eftermiddag. H.P. brugte friheden til at frekventere byens værtshuse, bl.a. Madsens Restauration i Adelgade overfor Albani Kirke. Her kunne han sælge eller bytte sine billeder til øl og kaffepunch og efter en sådan bytur måtte Carlsen følges hjem af servitricen og modvilligt låses inde på ”Tvangsen”.

Sådan gik livet for den talentfulde kunstmaler født i Højbjerg, som nåede at producere over 5000 tegninger, de fleste fra han var 64-84 år. Tegningerne var typisk landskabsmotiver, som han lavede efter fri hukommelse, oftest med en vej eller å der fortaber sig i horisonten omgivet af høje træer.

I 1949 blev arbejdsanstalten nedlagt og Carlsen blev flyttet til Odense Kommunale Alderdomshjem, Albanigade 23, overfor Domhuset, hvor han døde i 1950, 94 år gammel. Han blev begravet fra Skt. Knuds sogn, til stede var en repræsentant fra Ubberud Sogneråd og den tidligere forstanderinde på Tvangsanstalten, som på denne måde viste sin respekt for kunstneren.